Godkendt af landsbyens beboere og flere fredningsmyndigheder.
En lun, dejlig sommeraften ved Sigersted gadekær. Vejen på billedet fører fra Alsted til Ringsted. Mon ikke Valdemar den Store, Absalon og Esbern Snare har redet på dén, til og fra deres hjem og Ringsted, Roskilde eller København. Måske har de holdt et hvil her mens hestene fik slukket tørsten i gadekæret. Kong Siger, som Saxo har skrevet om, har lagt navn til landsbyen, og det hedder sig, at Siger havde sin kongsgård tæt på varden, ved kirken. Hans datter Signe, er den selvsamme som hende Hagbard forelskede sig i, og hun i ham. Hvordan det gik dem kan man læse om i sagnet "Hagbard og Signe"
Tre vejstrækninger mødes ved Sigerstedvarden: fra Alsted, fra Englerup og fra Bringstrup. De er alle koblet på andre veje der fører ud i verden, men har man cyklet til Sigersted, har man også cyklet opad bakke det sidste stykke. Derfor er soklen lavet med en dæksten, som er god at sidde på. På kanten af samme dæksten står to linier af Oehlenschlägers digt "Hagbard og Signe" indstøbt med runer. Der står: At hendes læber kysser giftens bæger, som var det Hagbards mund. Runerne er muligvis forvitret.
Stenene er indsamlet på Sigersteds marker, så hver gård i omegnen har leveret materiale til varden. Billedlig talt er stenene vandret op til kirkebakken. To underlige sammentræf står noteret i logbogen: Dækstenen blev støbt i en dertil fremstillet støbeform. Umiddelbart inden støbningent var det sommer og klart solskin. I samme øjeblik der blev hældt vand i betonen, trak skyerne sig sammen, det blev nærmest mørkt og processen blev gennemført i vanvittigt regn- og tordenvejr. En anden sommerdag, midt på dagen i Sigersted, mens jeg murede marksten, blev alle fugle pludselig tavse. Ja selv de sværmende insekter holdt sig i ro. Dernæst fik lyset en underlig farve og blev stille og roligt dæmpet og mystisk. Det var en solformørkelse, som var synlig fra Danmark. Efter en underlig stille stund blev lyset atter sig selv, bierne summede vanligt videre og de glade fuglefløjt fyldte påny luften.
Soklen går godt en meter ned i jorden og svarer ret godt til almindelige husfundamenter. Jeg blev nøje instrueret af flere dygtige murere, i materialer og teknik. En af dem havde i sine unge dage muret granit og gav gladeligt sin viden fra sig. Den er noteret i logbogen.
Kronen blev udformet af bivoks, omsluttet med støbesand, hvorefter vokset blev smeltet ud. Det efterladte hulrum blev fyldt med flydende bronze. Metoden kaldes Cire perdue, som betyder tabt voks, idet voksformen uigenkaldeligt er mistet.
Efter afkøling blev sandet fjernet og kronen var klar til efterbearbejdning og placering på varden.
På afsløringsdagen var mange af Sigersteds borgere mødt frem - begge køn og alle aldre.
I stedet for at fjerne et klæde, som kunne være hængt hen over varden, havde jeg hittet på at en borger skulle sætte kronen på varden. Konstruktionen var egnet til at det kunne lade sig gøre. Efter arrangementet skulle jeg blot fixere kronen permanent. Det blev en dreng på 12 år, udvalgt af alle tilstedeværende, som kronede varden.
Det er muligt at træffe Muldstrup hjemme efter aftale.
C.J. Muldstrup
Aggersvoldvej 7
4450 Jyderup
Danmark
Copyright © C.J. Muldstrup